lørdag den 24. januar 2015

2 dages jagt på vintergedderne

Efter en måneds tid med blæst og flere aflyste ture ringede det for alvor ind til storgedder i denne uge. Anders og jeg fik hurtigt aftalt 2 dages fiskeri (torsdag og fredag) på vores favoritsø, hvor der skulle bades skaller i håb om at få en af søens monster krokodiller i tale.

Torsdag havde vi kun en halv dag på søen, så det var fuld gas fra start. Vi satsede på lidt dybere vand og vi fandt også masser af fine bananer på ekkolodet. Desværre var de meget forsigtige og vi kunne gang efter gang se gedderne følge efter skallerne under båden på ekkolodet uden at hugge. På de 5 timers fiskeri fik vi 9 gedder (6-3 i Anders favør) med de to største på omkring 7 kg.

Dagens største: 107 cm og 7,15 kg
Anders med en flot og tyk fisk på 6.5-7 kg
En flot og iskold morgenhimmel
Fredag havde vi en hel dag foran os og vi stod klar ved søen ved solopgang i frost og minusgrader. Kursen blev sat mod et spændende område fra dagen før hvor vi havde set en pæn koncentration af bananer. Heldigvis stod gedderne pakket i samme område og Anders fik hurtigt en flot basse på 6,6 kg, som tog en mega skalle på 800-900 gram.

6,6 kilos flot vintergedde
Gennem dagen fik vi løbende godt med hug og der var en ganske pæn snitvægt på dem vi fik båden - omkring 4-5 kg. Sidst på dagen fik jeg et godt hug på yderparavanen og det resulterede i dagens største på 7,9 kg og 105 cm.

105 cm - 7,9 kilo
Desværre blev det ikke til den monstergedde vi havde drømt om, men med 19 gedder (10-9 til Anders) på en iskold vinterdag kan man ikke være andet end tilfreds. Det sjove ved fiskeriet denne dag var at 80% af alle fiskene blev taget på de yderste paravaner og det var både når de var fisket oppe og dybt nede i vandet. En sjov tendens som jeg ikke har oplevet før.

Nu står den desværre på en længere fiskepause frem til marts måned, men tro mig, vi vender frygteligt tilbage i jagten på en af de helt store madammer.

Knæk og bræk så længe :)

Flere gange frøs øjerne og linen til is. Det var koldt. Rigtig koldt.

Fangstmetode: Dørgefiskeri med skaller på 12-14 meter vand
Vindstyrke: 1-5 m/s  
Vandtemperatur: 2.8 - 4 grader
Vejr: Overskyet 
Fisketid: 9 timer
Tryk: 1020 hPa

tirsdag den 13. januar 2015

Iskold dag på Furesøen

Anders og jeg er begge ramt af fiskefeber pt og vi havde derfor aftalt at prøve Furesøen af i går. Vejrudsigten så på forhånd ikke god ud med en del regn og hård blæst op af dagen. Vi valgte alligevel at tage udfordringen op og vi stævnede da også ud i fornemt vejr med næsten ingen vind.

Det første hug faldt hurtigt efter kun 10 minutters fiskeri, desværre uden fisk til følge, og vi nåede lige at tænke "det her bliver rigtig godt". Hugget skulle dog vise sig at være en enlig svale og vi mærkede ikke meget til Furesøens gedder resten af dagen. Samlet blev det til 6-7 hug med 3 fisk i båden - største på omkring 4-5 kg.

Heldigvis trak jeg mig sejrsrigt ud af dagens dyst med en sejr på 2-1 i gedder. Anders har dog allerede kaldt en revanche, så vi må snart ud igen.

Tromletyk gedde på 4-5 kg på omkring 80-85 cm. Hvis den bare havde haft den mave og været 120 cm lang :)
Vejret var ganske fint da vi stævnede ud

Et par kilos vintergedde som faldt for en levende skalle med et par hvide perler på forfanget
En lang og kold dag lakker mod enden i Frederiksdal
Fangstmetode: Dørgefiskeri med skaller på 8-25 meter vand
Vindstyrke: 3-14 m/s  
Vandtemperatur: 3,8 grader
Vejr: Overskyet / Regn
Fisketid: 7 timer
Tryk: 1000 hPa

tirsdag den 6. januar 2015

Årets første geddesats

Ja, som I nok har kunne se, så har aktivitetsniveauet her på siden ikke været særlig højt (ikke eksisterende), de sidste 3 måneder. Jeg har "desværre" haft rigtig travlt på jobbet og de gange hvor der har været en tur i spil har vejrguderne svigtet.

Heldigvis var de højere magter med os i går mandag, hvor jeg havde planlagt årets første tur med min gode fiskekammerat Anders. Vandet var helt blankt gennem hele dagen og det var i det hele taget en fantastisk følelse at være tilbage på søen. Fiskeriet var også ganske udmærket og vi fik 18 fisk i båden  (9 til hver) med topfisk på 7,9 og 7,1 kg til undertegnede. Alle fisk blev taget på levende skaller i forskellige størrelser fisket 6-12 meter nede.

110 cm og 7,9 kg. En forholdsvis tynd gedde som sagtens kunne have vejet 3-4 kg ekstra på denne årstid
Blank sø hele dagen. Lækkert at fiske i, men måske knap så effektivt til storgedderne

107 cm og 7,1 kg
De helt store skaller var med i dammen. Desværre var det ikke nok til at overliste storgedderne
Nu hvor fiskefeberen er tilbage på sit allerhøjeste går der nok ikke længe før der stævnes ud igen - gerne med en 10+'er til følge.

Knæk og bræk derude!


Fangstmetode: Dørgefiskeri på 6-14 meter vand
Vindstyrke: 0-1 m/s  
Vandtemperatur: 3,5 grader
Vejr: Overskyet
Fisketid: 8 timer
Tryk: 1028hPa